-
Politi er tavst om efterforskning af droner ved Københavns Lufthavn
Source: BDK Borsnyt / 03 Feb 2025 04:09:27 America/Chicago
Politiet efterforsker fortsat den droneaktivitet, der fredag aften lukkede for flytrafikken i Københavns Lufthavn i knap to timer. Men Københavns Politi ønsker ikke at udtale sig om efterforskningen. - Sagen efterforskes, og vi udtaler os ikke nærmere om verserende efterforskninger, skriver politiet i en mail. Politiet har ikke yderligere information, end der har været fremme i weekenden, lyder det. Derfor er der fortsat ikke oplysninger om, hvem der står bag droneflyvningen, og hvor mange droner der var tale om. Fredag aften oplyste Københavns Politi, at det var til stede i området omkring Avedøre Holme og Amager Fælled, da der var blevet observeret droneaktivitet. Anders Frederiksen, der er vagtchef ved Københavns Politi, fortalte natten til lørdag, at efterforskningen fortsatte. - Vi har fortsat ikke truffet nogen af de her droneførere, og selvfølgelig arbejder vi på at finde ud af, hvem det er, og hvem der har fløjet de her droner. Så den efterforskning pågår selvfølgelig, sagde han klokken 00.40. Flytrafikken til og fra Københavns Lufthavn var lukket fredag klokken 22.41 og genåbnet lørdag kort før klokken 00.30. Det er det statsejede selskab Naviair, der styrer luftrummet omkring lufthavnen. Naviair besluttede at lukke lufthavnen og traf også beslutningen om at åbne den igen, oplyste presserådgiver i Københavns Lufthavn Rasmus Braad. I forbindelse med lukningen hjalp lufthavnen luftfartsselskaber med at omdirigere fly til eksempelvis lufthavnen i Malmø. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/politi-er-tavst-om-efterforskning-af-droner-ved-koebenhavns-lufthavn